Klarup Søpark – etplanshus
Dette rækkehus er beliggende i Klarup i naturskønne omgivelser i et helt nybygget område, Klarup Søpark. Her er opført 220 rækkehuse i både et og to plan i størrelsen 110-123m2.
Bygherre havde brug for, at de mange lejere kunne se både et etplans- og et toplans hus indrettet, så potentielle lejere kunne se og mærke, hvilken type hus der passede bedst til deres livssituation.
Etplanshuset er tiltænkt målgruppen 50+, som måske har solgt deres parcelhus, efter børnene er flyttet hjemmefra. De vælger typisk et hus i et plan med tanke på, at der ikke skal være besværlige trapper at bestige på deres ældre dage.
Huset er indrettet i skandinavisk stil med klassiske møbler i egetræ, som passer godt til de øvrige materialer i huset.
Der er lagt vægt på et stort område til spiseplads, til når børn og gæster er på besøg, og en lidt mindre dagligstue til sofahygge, afslapning og fjernsyn i hverdagen. Farven i dagligstuen er valgt i en varm lidt mørkere farve for at understrege hygge/hule-stemningen.
Etplanshuset har et stort soveværelse tæt på badeværelset og et ekstra værelse, der fungerer som kombineret gæste- og arbejdsværelse.