Venteværelse i Sundhedens Hus
Venteværelset her i Sundhedens Hus var efterhånden godt slidt og havde set bedre dage, da jeg første gang blev præsenteret for det. Det manglede ro og hygge.
Lægerne ønskede sig i stedet et hyggeligt venteværelse med små rum i rummet, hvor patienterne ikke nødvendigvis skulle sidde på rad og række og kigge på hinanden. De nævnte endvidere, at deres patienter ofte var nervøse, når de sad og ventede på at komme ind, så derfor var grønne planter også et stort ønske til det nye venteværelse, fordi de har en beroligende effekt.
Med udgangspunkt i det fysiske rum og lægernes ønsker til det fremtidige venteværelse lavede jeg derfor en indretningsplan med rumdelere, som samtidig er plantevægge. Rumdelerne er tilmed på hjul, hvilket giver mulighed for at variere ventemiljøerne kan efter lyst og behov. Væggene i det nye venteværelse er desuden blevet malet i en rolig grøn farve, og de nye møbler indeholder alle egetræ, så rummet emmer af naturmaterialer.
For at fuldende den rolige stemning i venteværelset er de gamle lysstofrør blevet taget ned og erstattet med lyse pendler, som giver et blødt varm lys, hvilket sammen med den øvrige indretning medvirker til, at rummet nu er mere indbydende at træde ind i.