Sommerhus i Tversted
Jeg blev kaldt til Tversted til en familie, som havde købt en grund med et gammelt sommerhus på, som de ville have hjælp til at fikse lidt op. Vi gennemgik hele huset og lavede en plan for hvad de skulle gøre, men efter at have tænkt længe over det, blev de enige om at de hellere ville rage det gamle sommerhus ned og bygge et nyt.
Vi havde kontakt under hele byggeprojektet, hvor der skulle vælges vægbeklædning, gulv, køkken, klinker til badeværelse osv.
Jeg lavede en møblerings-, lys- og farveplan til huset ud fra et fast budget. Familien kunne med lysplanen få lavet elstik de rigtige steder i god tid og ud fra møbleringsplanen lavede jeg en indkøbsliste så de i god tid kunne indkøbe møbler, lamper og tæpper, så det hele var klart den dag huset stod færdigt.
Huset ligger med en fantastisk udsigt over det danske sommerland, så familien ønskede ikke at der skulle en masse billeder på væggene, da udsigten igennem de mange vinduer er de smukkeste billeder de kunne ønske sig.